Nettet er beskrevet med mange metaforer. Det interessante er, hvorledes det bør beskrives for at give størst mening i samfundsmæssig, ikke mindst i demokratisk sammenhæng. Et hovedspørgsmål vil være, hvorvidt nettet skal ses som et medie, og dermed sammenlignes med andre medier i forhold til deres demokratiske potentiale?, eller som et redskab for demokratisering (det mere traditionelle teknologihistoriske syn).

En videnskabsteoretisk tilgang er aldrig neutral. Ligegyldigt hvordan man anlægger sin synsvinkel er der en enorm risiko for at ontologisere objektet, d.v.s. at skrive bestemte forestillinger om objektets beskaffenhed ind i sin analyse, hvorved risikoen for ontologiske slutninger er indlysende. Derfor skal her følge nogle bestemte måder at se nettet på:

stedmetaforen har været dominerende i skønlitteraturen og daglig tale, siden William Gibson lancerede betegnelsen ”cyberspace”. Stedmetaforen er dog ikke så rammende, som man skulle tro. Det er muligt, Internettet skaber imaginationen om et rum, men i sig selv har det ikke nogen fysisk udstrækning, med mindre man betragter nettet på den simpleste måde: som maskiner, der er forbundet af netværk. Set ud fra et samfundsmæssigt og kulturelt perspektiv er det interessanteste ved nettet dog det stik modsatte, nemlig rummets sammenbrud. Internettet ophæver om noget grænser, vægge og geografiske realiteter i det hele taget. Derfor er sted-metaforen ikke velegnet ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.   

En anden udbredt metafor er vejmetaforen. Al Gore var blandt de første til at lancere begrebet om ”Informationsmotorvejen”, der som en ny hypermoderne infrastruktur forbandt landet på kryds og tværs. Historisk er dette perspektiv meget rammende, idet det er gennem forbedringer i infrastrukturen og den dermed øgede forbundenhed, at mange af de mest radikale og hastige forandringer har fundet sted. Tænk bare på den industrielle revolution! Forskellen til i dag er blot, at denne nye infrastruktur ikke flytter fysiske genstande. Den flytter menneskelige frembringelser i form af symboler, information, formidling. Dette er af største relevans i dag, hvor det forudses, at en stor del af befolkningen fremover vil beskæftige sig med netop symbolanalytik. Vi bliver alle til producenter og forbrugere af information på en gang. Vi kan nå frem til en tilstand, som det amerikanske internetfirma NCI har kaldt: ”unhindered communication among only minds”! Spørgsmålet er, om dette billede har noget på sig, og hvilke samfundsmæssige konsekvenser det får. Umiddelbart minder det lidt om drømmen om Utopia.

Mens vejstrukturen forekommer god til at understrege det historiske perspektiv, er den måske mindre velegnet til præcist at belyse de samfundsmæssige konsekvenser. Internettet bruges nemlig ikke, som eksisterende infrastrukturer, blot som et redskab for fremdrift. Det er også kontekst for kommunikation, det er et medium. Det åbner for to analyseperspektiver: man kan se nettet som et redskab for demokratisering, eller man kan belyse det som et medium. Hvor det første perspektiv er meget mål-middel orienteret, lægger det andet op til at sammenligne nettet med eksisterende medier i forhold til disses demokratiske potentiale. Vi har altså tale om en medieteoretisk tilgang. 

I én forstand er der dog ikke den store forskel på disse to metaforer, redskabet og mediet. I begge tilfælde bliver teknologien set som et middel for menneskelig interaktion, og heri ligger en implicit tese om, at teknologien er neutral i forhold til menneskelige interaktioner og kultur. Jeg skal også problematisere en sådan tilgang.

Teknologien er ikke neutral og ej heller politisk. Den er på en gang hverken-eller og både-og. Resultatet kommer helt an på, hvordan den bruges. Til gengæld virker den uvilkårligt ind på samfundet og kulturen.

Hvis vi tager et almindeligt brugerperspektiv, søgte man i starten at finde dagligdags og velkendte termer for teknologiske udtryk. Andre lande var værre end Danmark, Finland og Frankrig er blot eksempler. Man søgte at konformere de tekniske udtryk til nationalsproget. Også i Danmark var man med. En harddisk blev i starten døbt et pladelager, computeren hed mikrodatamat o.s.v. Men i den daglige brug af computeren blev den enkelte brugers tankeunivers og sprog pervaseret af computerens terminologi. RAM blev mere mundret end korttidshukommelse. Vi blev alle fortrolige med chips og bits.

I og med at mennesker bruger computeren til symbolske og kulturelle aktiviteter (og det er her computerens helt afgørende potentiale og berettigelse ligger), må der nødvendigvis foregå en interaktion mellem de to begrebsverdener. Vi skaber vores verden gennem computeren, men den bidrager også til en skabelse og omskabelse af vores verden.


Denne side er en del af Netdemocracy.dk - copyright Jakob Linaa Jensen, 2001-2005. Citering forbudt uden forfatterens tilladelse. Klik her for at maile.